Materialepleje
Vask så sjældent som muligt. Cashmere, yak og kameluld har naturligt selvrensende egenskaber, og hyppig vask slider unødigt på fibrene. Tre-fire vaske om året er som regel nok, også ved jævnlig brug. Pletter kan behandles særskilt (se afsnit længere nede)
Håndvask er en skånsom metode til fin uld. Fyld vasken med lunkent vand, ca. 30°C, og tilsæt uldvaskemiddel. Undgå almindeligt vaskemiddel og skyllemiddel. Læg tøjet i vandet i 5-10 minutter, og tryk det forsigtigt ned med flade hænder uden at gnubbe eller vride. Skyl derefter forsigtigt i koldt vand til sæben er væk, og pres vandet ud med flade hænder. Vrid aldrig tøjet.
Et godt uldprogram kan også være meget skånsomt, fordi temperatur og bevægelse holdes konstant. Vask ved 30°C med uldvaskemiddel, gerne i vaskepose, og vælg ingen eller lav centrifugering. Maskinvask kan bruges til strik, mens vævede plaider bør renses professionelt.
Efter vask skal fin uld tørre fladt. Læg tøjet på et tørt håndklæde, og form det forsigtigt, mens det stadig er fugtigt.
Pilling, de små fiberbolde der opstår på overfladen, er et naturligt fænomen ved uldfibre, særligt cashmere, og er ikke et tegn på dårlig kvalitet. Det opstår især dér, hvor tøjet udsættes for friktion, for eksempel under armene, langs siderne eller hvor en taske hviler mod tøjet.
Det er ofte mest tydeligt de første gange, et nyt stykke strik bruges. Når de løse fibre løbende fjernes, vil mængden som regel aftage.
De små fiberbolde kan fjernes forsigtigt med en uldkam, med fingrene på mindre områder eller med en elektrisk fnulringsfjerner. En uldkam er den mest skånsomme metode, mens en elektrisk fnulringsfjerner bør bruges med let hånd for ikke at beskadige fibrene.
Fjern gerne pilling før vask, da vask kan presse de løse fibre længere ind i overfladen og gøre dem sværere at fjerne.
Efter brug har strik godt af at blive luftet, før det lægges tilbage i skabet. Hæng det kortvarigt på en bøjle, gerne ved et åbent vindue i tørt vejr. Lad gerne tøjet hvile et døgn mellem brug, så fibrene får tid til at finde tilbage til deres form. Strik opbevares bedst foldet i en skuffe eller på en hylde. Hvis det hænger på bøjle i længere tid, risikerer det at miste sin form.
Når tøjet skal gemmes væk for en periode, bør det være rent og helt tørt. Opbevar det gerne i en bomuldspose eller en lukket æske. Kugler af cedertræ eller lavendelposer kan bruges som naturlige midler mod møl. Hvis du opdager tegn på møl, kan tøjet lægges i en lukket pose i fryseren i mindst 1 døgn. Lad det tø op i posen bagefter for at undgå kondens på fibrene.
Pletter på fin uld bør behandles hurtigt og forsigtigt. Dup pletten med et rent stykke stof eller køkkenrulle, så væsken suges op. Undgå at gnide, da det kan arbejde pletten længere ind i fibrene og få ulden til at filtre.
Brug koldt eller lunkent vand, og undgå almindelige pletfjernere, som kan være for kraftige til fin uld og påvirke farven.
Ved vin, kaffe og te skylles pletten med koldt vand så hurtigt som muligt. Kom derefter en lille smule uldvaskemiddel direkte på området, lad det virke i ca. 5 minutter og skyl forsigtigt igen.
Ved fedt og olie duppes pletten med en blød klud opvredet i koldt vand og en dråbe mild opvaskesæbe. Lad det virke kort og skyl derefter forsigtigt.
Hvis pletten ikke går af, eller hvis det drejer sig om en plaid eller et særligt fint stykke tøj, anbefaler vi professionel rensning hos et renseri med erfaring i naturfibre.
Små huller på op til ca. 5 mm kan ofte repareres derhjemme. Brug en tynd stoppenål og garn i samme kvalitet og farve som tøjet. Vi lægger så vidt muligt reparationsgarn ved vores produkter, og du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du mangler garn til en ældre model.
Vend tøjet på vrangen, og læg det fladt med et lille stykke pap under hullet. Sy først små, parallelle sting hen over hullet og derefter på tværs, så der dannes en lille vævning. Arbejd forsigtigt og uden at stramme garnet for meget. Med garn i samme farve kan reparationen blive meget diskret.
Ved mølhuller bør tøjet behandles mod møl, før hullet repareres. Læg det i en lukket pose i fryseren i mindst 1 døgn, og lad det tø op i posen bagefter.
Reparationen behøver ikke altid være usynlig. Synlig stopning med kontrastgarn eller enkle sting kan også blive en bevidst del af tøjets udtryk og give det nyt liv.
Ved større huller eller hvis du ønsker en så diskret reparation som muligt, anbefaler vi at få hjælp af en fagperson med erfaring i reparation af fin strik.
Du kan bl.a. få hjælp hos:
- Sart Strik, Amager reparerer blandt andet cashmere og fin merino.
- HulHul tilbyder opmaskning og stopning af strik.
- FRB Skrædder & Rens, Frederiksberg udfører reparation af huller og andre skader på tøj.
Skriv gerne til os, hvis du er i tvivl om en reparation. Vi og vores leverandører kender tøjet godt og kan ofte hjælpe med at vurdere, hvad der kan lade sig gøre, og hvilken løsning der passer bedst.
For det meste behøver fin uld ikke at blive strøget. Folder retter sig ofte ud af sig selv, især hvis tøjet hænges på badeværelset under et varmt bad eller luftes efter brug.
Hvis du har brug for at glatte folder, så brug helst en steamer frem for et almindeligt strygejern. Dampen tilfører fugt og varme uden at presse fibrene fladt. Hold steameren lidt fra stoffet, og lad dampen gøre arbejdet.
Alternativt kan et strygejern på uldindstilling med damp bruges. Læg altid et fugtigt viskestykke mellem strygejernet og uldtøjet, og stryg let uden tryk.





